Hvad er en KPI? Forstå Key Performance Indicators på 5 minutter

En KPI er et målbart nøgletal, som giver dig overblikket over, hvor langt I er fra at nå jeres mål for et givent projekt. KPI’er er desuden et godt redskab til at opnå gennemsigtighed i resultaterne af din virksomheds salgs- og marketingopgaver.

KPI - Key Performance Indicator
Af Torbjørn Flensted, senest opdateret 27. november 2020.

Hvad betyder KPI?

KPI er en forkortelse for Key Performance Indicator. På dansk taler man ofte om KPI’er som en ”Indikator for nøglehandlinger” eller blot som virksomhedens ”nøgletal”. En KPI kan altså bruges som en indikator for, hvordan det går med at nå virksomhedens målsætninger for deres nøgleaktiviteter – eller hvordan det går med at ramme jeres nøgletal.

Hvad er KPI?

En KPI er en målbar enhed, som virksomheder kan bruge til at evaluere og vurdere, hvor godt de klarer sig, og hvor tæt de er på at indfri deres vigtigste målsætninger for en bestemt handling, et bestemt projekt eller måske et bestemt team i virksomheden.

Uden KPI’er kan det være noget nært umuligt at vurdere, hvorvidt et projekt er nået i mål, eller hvor der alternativt er plads til forbedringer for at nå målet. Uden en målsætning for dit arbejde risikerer du nemlig at famle i blinde uden rigtigt at vide, om du og dit team er på vej i den samme retning.

Hvad er forskellen på en high-level og low-level KPI?

En high-level KPI er en overordnet målsætning for hele organisationens præstation, mens en low-level KPI er en målsætning for en enkelt afdeling eller endda en enkelt person.

Derfor vil low-level KPI’er som oftest være det, som i sidste ende er med til, at virksomheden kan nå deres high-level KPI’er.

Hvorfor er KPI’er vigtige i din virksomhed?

KPI’er er vigtige i din virksomhed, fordi det gør det muligt at måle på jeres ROI (return on investment), og dermed hvorvidt jeres indsatser har haft den ønskede effekt og ”været ressourcerne værd” så at sige.

Det er dog vigtigt at huske, at en KPI kun er værdifuld i det omfang, at medarbejderne rent faktisk bruger dem.

Vil du opnå de bedste resultater med dine målsætninger, handler det først og fremmest om at omforme jeres målsætninger til konkrete handlinger og dernæst at kommunikere KPI’erne og vejen til at opnå dem tydeligt til alle relevante medarbejdere.

Hvordan laver man en KPI?

Når du skal definere dine KPI’er (dine Key Performance Indicators) for dit projekt, dit team eller din afdeling, må du starte med at stille dig selv de rigtige spørgsmål.

  • Hvad vil I gerne opnå for jeres projekt, team, afdeling eller virksomhed?
  • Hvorfor er det ønskede resultat vigtigt at opnå?
  • Hvordan kan du/I være med til at påvirke resultat?
  • Hvem er ansvarlig for, at målet opnås?
  • Hvordan ved du/I, hvornår målsætningen er realiseret?
  • Hvor ofte vil du/I måle på jeres fremgang?

Et eksempel kunne være en marketingafdeling, der arbejder med e-mail marketing og nyhedsbreve. Denne afdeling skal definere en målsætning for tilmeldinger til deres nyhedsbrev for at vurdere, hvorvidt de skal fortsætte med at lægge deres ressourcer her.

Processen, der ligger i at svare på ovenstående spørgsmål, skal altså lede dig frem til det/de KPI tal (de nøgletal), som er mest relevante for teamet, afdelingen, projektet eller virksomheden.

Hvad er en SMART KPI?

SMART står for Specific, Measurable, Attainable, Relevant, Time-frame og er en KPI-model, du kan bruge til at vurdere dine målsætningers relevans for virksomheden.

Du bruger SMART-modellen til at stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Er min målsætning specifik?
  • Er det muligt at måle fremgang hen imod målet?
  • Er det realistisk at opnå dette mål?
  • Er målet relevant for din organisation?
  • Hvad er tidsrammen for at opnå dit mål?

Når du skal definere og evaluere din KPI, kan du altså tage SMART-modellen i brug og dermed undgå at få defineret en masse irrelevante eller urealistiske målsætninger.

Hvad er en SMARTER KPI?

Vil du tage dine KPI’er skridtet videre? Så kan du tilføje -ER til din model. Nærmere bestemt Evaluate og Reevaluate. At definere en KPI er nemlig ikke en lineær proces, men er cirkulær proces, hvor du løbende bør evaluere dine KPI’ers og sikre, at de stadig er relevante (og realistiske) for virksomheden.

KPI-eksempler for salg og marketing

I en salgs- og marketingafdeling er der mange parametre, man kan måle, evaluere og skrue på. Derfor handler det også om at finde de KPI’er, som er mest relevante for jeres virksomheds situation.

Har du brug for lidt inspiration til at kickstarte processen? Herunder finder du fire eksempler på områder, hvor I kan arbejde med KPI’er for jeres salg og marketing.

Antallet af leads og deres stadier

Uanset hvorfra I henter jeres leads, er det vigtigt at holde overblikket over, hvilke leads I har, hvor de er kommet fra, og hvor I kunderejsen de befinder sig. Så har I nemlig mulighed for at definere skarpe KPI’er for alt fra antallet af leads hos marketing til leads, der er overdraget til salgsafdelingen, samt hvor mange af de leads der efterfølgende er blevet til reelle kunder.

Hjemmesidetrafik

Effektiv, online marketing vil som oftest føre til flere besøgende på jeres hjemmeside. Derfor er det relevant at sætte mål for, hvor meget hjemmesidetrafik I skal have over de næste tre, seks eller 12 måneder, da disse besøgende jo er jeres (potentielle) kunder. Er du i tvivl om, hvor du skal starte og slutte, så brug Google Analytics til at finde ud af, hvor mange månedlige besøgende I har lige nu, og tag udgangspunkt i dette tal.

SEO KPI

Arbejder du med SEO (Search Engine Optimization), ved du også, hvor mange forskellige faktorer der skal tages højde for i en SEO-strategi. Netop derfor er det så vigtigt at opstille KPI’er, så du kan se meget præcist, hvor dine indsatser har båret frugt, og hvor der er plads til forbedring. KPI’er for SEO kan f.eks. være antallet af landingssider med top-10-placeringer på Google, organiske besøgende på hjemmesiden eller antallet af konverteringer og salg, hvor den organiske kanal har bidraget.

E-mail marketing

Arbejder du med e-mail marketing, er det vigtigt at opstille KPI’er for jeres tiltag. Ellers er det vanskeligt at vide, hvorvidt arbejdet har givet det afkast, du ønskede. Det kan være i form af nye tilmeldinger, åbningsrate, klikrate, delinger mm.

Dit udbytte af KPI’er

Hvad enten du arbejder med salg, marketing eller noget tredje, er en KPI et stærkt værktøj til at blive skarpere på, hvor meget I egentlig får ud af jeres arbejde.

Med KPI’er kan I skabe et overblik over virksomhedens nøgletal og samtidig sætte en fælles retning for, hvor I er, og hvor I gerne vil hen – enten som team, afdeling eller virksomhed.

God fornøjelse med dine KPI’er!

/Flensted


Ingen kommentarer

Tilføj en kommentar